Min historie

I marts måned 2008 tog jeg en beslutning om, at jeg ville gøre min drøm til virkelighed. Det var en drøm om at få den "perfekte krop", altså vaskebræt, runde faste baller og markerede arme. Jeg tilmeldte mig DM i bodyfitness, som fandt sted i september måned, og så begyndte min rejse mod målet, nemlig at stå på en scene i top 6 blandt Danmarks bedste bodyfitness-atleter. Det blev en rejse på 6 måneder. 6 måneder på en diæt som startede med at indeholde ca. 3300 kcal. hvilket er rigtig meget mad. Planen var, at jeg skulle bygge muskelmasse op, så jeg trænede rigtig tung styrketræning 5 dage om ugen. Diæten blev stille og roligt strammere og strammere, men træningsmængden blev større og større. Jeg skulle af med noget af min fedtmasse, som sad uden på min muskelmasse, så musklerne kunne ses. Jeg startede med en fedtprocent på ca. 32 % og målet var at komme ned omkring de 10 %. Efterhånden som konkurrencedagen nærmede sig blev mit kostindtag stadig mindre og træningsmængden var så stor, at jeg ikke lavede andet end at træne, sove, lave mad og gå i skole. Jeg var konstant træt. Jeg var bagud ifht. at tabe fedtmasse, hvilket betød at jeg enten kunne vinke farvel til mit mål om at komme i top 6, eller jeg kunne supplere min træning med fedtforbrændende piller. Stark one tror jeg de hedder (ja, de er på doping listen, og ja det vidste jeg godt). Pillerne gjorde mig helt ude af stand til at styre mit i forvejen høje temperament, grundet konstant lavt blodsukker og lavt kostindtag. Herudover fik jeg angstanfald, dårlig kontrol over mine bevægelser, udstående øjne og meget ubehag ved pulsstigning. Alt det, bare for at stå en enkelt dag på en scene og få anerkendelse fra de mennekser, som jeg på det tidspunkt så allermest op til, nemlig de andre meget smukke og dygtige atleter inden for fitness- og bodybuildingsverdenen.

Jeg nåede mit mål med en fedtprocent på omkring de 10 %, og blev nummer 4 til DM i 2008.

De fysiske og psykiske konsekvenser af at have mishandlet min krop og psyke med en utilstrækkelig diæt og for meget træning, har været kæmpe store. De første 3 måneder efter konkurrencen tog jeg omkring 30 kilo på, jeg var i hormombehandling for at få en normal hormonproduktion igang igen. Det var helt uhyggeligt at se min egen krop forvandle sig så ekstremt meget på så kort tid. Årsagen til min vægtøgning, handlede selvfølgelig først og fremmest om, at jeg spise rigtig meget, både almindelig mad og slik og snacks, jeg følte jeg fortjente det, når jeg havde været på næsten konstant diæt i 6 måneder, men også at min forbrænding har været forstyrret efter så lang en periode på diæt. I starten trøstede jeg mig selv med, at jeg jo kendte vejen til den perfekte krop, så lige nu var det bare en pause, så ville jeg vende tilbage igen. Det skete aldrig. Jeg blev mere og mere ked af det og begyndte at isolere mig fra andre mennekser fordi jeg skammede mig over mig selv og mit udseende. Når jeg mødte mennesker jeg ikke havde set i en lang periode, var det næsten umuligt for dem ikke at give mig elevatorblikket og se en smule overrasket ud, hvilket jeg ikke kan fortænke dem i.

Det har taget mig ca. 5 år at lægge de 6 måneder bag mig. I dag har jeg et mere eller mindre normalt forhold til mad og min forbrændning virker til at være uforstyret. Jeg har tabt ca. 20, af de 30 kilo jeg tog på, og jeg er glad når jeg ser mit eget spejlbillede.

Og hvad er så pointen? Jo min pointe er, at man bliver ikke mere glad eller lykkelig af at få den "perfekte" krop (hvad det så måtte være), i mit tilfælde tværtimod. Dermed ikke sagt, at man ikke kan blive glad hvis det lykkes at tabe nogle overflødige kilo, men det må aldrig være det, som bliver et mennekes identitet, at være hende der tabte sig mange kilo, eller ham med de store muskler. En dag har folk glemt, at du engang var tyk, og komplimenterne stopper, så er det vigtigt at vide, at du som mennekse bliver anerkendt for den du er, uanset om du vejer 150 kilo eller 65 kilo.